Klinikslotsoeen_logo-klinik-for-behandling-med-medicinsk-cannabis

Cannabis kan modvirke træthed

Dette er konklusionen i en artikel skrevet af en gruppe amerikanske forskere fra University of New Mexico. Artiklen har titlen ”The Effects of Cosuming Cannabis Flower for Treatment of Fatique”, og den er udgivet i tidsskriftet ”Medical Cannabis and Cannabinoids” i april 2022.

Der har man analyseret data fra en stor database, hvor 1.224 brugere af medicinsk cannabis selv har registreret typen af cannabisbehandling, effekt og bivirkninger. De har angivet graden af træthed på en skala fra 0-10, hvor 0 var ingen træthed og 10 var værste træthed.

92 % af deltagerne rapporterede en positiv effekt. I gennemsnit faldt træthedsscoren med 3,5. Før behandling angav patienterne en gennemsnitlig træthedsscore på 6,1. Denne faldt til 2,6 under behandlingen.

Ud over effekt på træthed angav 62%, at de følte sig mere afslappede, og 55% angav øget velvære som positiv sideeffekt. 32% angav mundtørhed som bivirkning, og 24% angav at kunne føle sig lidt omtågede efter brug.

Ligeledes finder man, at et højt CBD-indhold reducerer forekomsten af bivirkninger.

Artiklen fokuserer kun på brugen af topskud fra cannabisplanten. CBD og THC-olie samt kapsler indgår ikke i undersøgelsen.

Man kunne ikke påvise forskel i effekten i forhold til om man brugte topskud fra Cannabis Indica eller fra Cannabis Sativa, men lidt overraskende viste det sig, at de personer, der angav at ryge cannabis i en ”joint” havde lidt bedre effekt i forhold til de personer, som brugte en fordamper, en ”vaporizer”.

Det er næppe en reel forskel, men måske snarere udtryk for, at dem som ruller en ”joint” også ryger den færdig og dermed får en større dosis i forhold til dem, som tænder og slukker en vaporizer.

Undersøgelsen har nogle svagheder, idet det er en frivillig anonym brugergruppe, som indrapporterer på en app. Årsagerne til træthed er ikke angivet. Der er ikke en kontrolgruppe, som kan indikere noget om en placebo-virkning.

Det som man kan konkludere ud fra undersøgelsen er, at brugen af cannabis topskud hos nogen kan modvirke en træthed som følge af sygdom, men den siger ikke noget om hvem eller hvor mange, der vil kunne have effekt.

I USA findes der et stort udvalg af medicinsk cannabis produkter fra forskellige højt forædlede sorter. I Danmark er produkterne Bedrocan, Bedica, Bediol og Billinol LGP tilgængelige på apotekerne.

Book tid til din konsultation her

Ønsker du at høre om dine muligheder for smertebehandling med cannabis som medicin? 
Til første konsultation sætter vi os grundigt ind i din sygehistorik og lægger sammen med dig en behandlingsplan. 
Hvis du har spørgsmål er du altid velkommen til at kontakte os pr. telefon eller mail. 

Find vej til klinikken

Klinik Slotssøen
Fredericiagade 30, 6000 Kolding
Indgang til klinikken til højre